Solpolitik
SKRU NED FOR SOLEN
Vi vil følge vores solpolitik, når UV-indekset er på 3 eller derover. Det er typisk mellem kl. 12 og 15 fra april til september, når der er få eller ingen skyer på himlen.
Flere veje til solbeskyttelse.
Solpolitikken her i Børnehuset skal sikre, at alle børn og medarbejdere bliver beskyttet mod den skadelige ultraviolette stråling fra solen. Det er bedst at kombinere forskellige typer af solbeskyttelse, når UV-strålingen midt på dagen er på sit højeste.
Når det gælder solbeskyttelse, benytter vi:
- Skygge.
- Vi sikrer, at der på legepladsen er tilstrækkelig med skygge i form af træer, buske, overdækning og solsejl. Nye muligheder for skygge overvejes altid, når vi bygger om. Legeredskaber som sandkasse m.m., der benyttes meget, placeres under solsejl eller i skygge fra træer. Når vi opsætter nye legeredskaber, konstruerer vi dem så vidt muligt, så de i sig selv skaber skygge.
- Medarbejderne overvejer altid mulighed for skygge, når de planlægger ture og udendørs aktiviteter.
- Det er en del af vores pædagogik, at vi aktivt sætter lege og socialt samvær i gang i havens mindre solrige kroge og skyggeområder.
- Solhat.
- Når børnene er ude, anbefaler vi, at de har hat på. En hat med god stor skygge beskytter deres ansigt, hals, ører og nakke.
- Tøj.
- Når børnene er udenfor, har vi fokus på, at alle børn bærer løst tøj, der dækker så meget af huden som muligt. F. eks. t-shirts med albuelange ærmer.
- Vi anbefaler, at børnene ikke bærer soltop, da den ikke giver tilstrækkelig beskyttelse.
- Solcreme.
- Børnene skal smøres med solcreme hjemmefra og bliver smurt igen i børnehuset til middag med vandfast solcreme uden parfume min. faktor 15 – medmindre forældrene ikke ønsker det.
- Solcremen benyttes ikke til at forlænge den tid, børnene tilbringer i solen.
- Vandfast solcreme min. faktor 15 er altid tilgængelig i børnehuset
Vi deler viden om solbeskyttelse.
- Vi lærer børnene om huden og om, hvordan de skal beskytte sig mod solen.
- Vores Solpolitik styrkes gennem børnenes og de voksnes aktiviteter, lege og projekter.
- Forældre og personale får information om solbeskyttelse gennem skriftligt materiale og mundtlige orienteringer på møder.
Nye børn.
Vi informerer altid nye forældre om vores solpolitik – og om vigtigheden af,
- at barnet medbringer en hat med en god, bred skygge
- at forældrene smører barnet ind i vandfast solcreme min faktor 15, inden det bliver afleveret i børnehaven.
Vi fortæller også, hvornår institutionens medarbejdere smører børnene med solcreme – og hvornår forældrene forventes at gøre det.
Evaluering af solpolitikken.
- Nye forslag til forebyggelse udarbejdes ved tilfælde af solskoldning.
- Bestyrelsen vil hvert 3. år evaluere, om solpolitikken virker efter hensigten og foretage nødvendige justeringer. Dog evalueres solpolitikken første gang i efteråret 2008.
Vedtaget i Forældrebestyrelsen d. 14. 08.08
(Senest revideret sommer 2018)